Breathing in, I assuage myself in the present moment
Breathing out, I realize that it is a wonderful moment
Thich Nhat Hahn
Jeg havde kikket forkert på vækkeuret og var stået alt for tidligt op. Først da jeg kom tilbage fra badet og fik kikket en ekstra gang på vækkeuret, opdagede jeg min fejl. I glad forventning om endnu en halv time under dynen lagde jeg mig i sengen igen. Halvt i søvne vente min kone sig om og lagde sig ind til mig. I dette øjeblik var mit liv fuldstændigt meningsfuldt.
Står på en alpetop./Kikker på det sner./Nu er jeg endelig nået helt herop./Hvad fanden skulle jeg egentlig her?
Shubidua
Jeg har altid følt, at denne enkle sangtekst rummer en dyb sandhed. At det i al sin banalitet rammer essensen af, hvor det går galt for det vestlige menneske. Vi søger efter meningen med livet. Vi sætter os mål. Men mål og meningsfuldhed står i et modsætningsforhold til hinanden. Målet ligger udenfor for nuet. Målet skaber en uovervindelig kløft mellem meningen, der venter engang ude i fremtiden og vores liv lige nu og her. En kløft der ikke overvindes ved faktisk at nå frem til målet. Det var det den stakkels mand i Shu-bi-duas sang indså, da han stod med de kolde tæer på toppen af bjerget.
Der er ikke noget forkert i at bestige bjerge. Hvis vi vel at mærke formår at gøre det på en måde, så hvert skridt på vejen op ad bjerget er lige så betydningsfuldt som det øjeblik, hvor vi står på toppen. For livet er det, du gør lige nu.
De meningsfulde øjeblikke i livet er dem, hvor skellet mellem mig og verden er ophævet. De øjeblikket, hvor vi formår at være til stede i livet på en ikke-dualistisk måde. Her står målet i vejen. Hvis vi vil undgå livets kolde tæer på toppen, skal vi holde op med at søge efter meningen med livet og i stedet arbejde på at blive bedre til at mærke meningen i livet. Det var meningen i livet, jeg følte i det øjeblik, den morgen.
